< tilbage 25-10-2024 - 08:00

Møllers hjørne

Vi er nået til anden udgave af ”Møllers hjørne”, hvor vores direktør sætter ord på en spændende hverdag og de mange strategiske valg, man står overfor som leder af en stor EL- og VVS-virksomhed.

Det har været længe undervejs, men her kommer den altså - den anden udgave af min lille blog, Møllers hjørne.

Vi startede traditionen sidste efterår, hvor jeg fortalte lidt om, hvordan de første 18 måneder var gået, siden Søren og jeg grundlagde Møller & Buchreitz i april 2022. Tingene er gået stærkt siden da, og jeg glæder mig til at indvie jer i nogle af vores mange overvejelser og tanker i løbet af det seneste år.

Da vi startede i april 2022, var vi ikke mere end en håndfuld medarbejdere og et par bærbare computere. 2,5 år senere er vi i dag et hold på 42 dygtige fagfolk, der hver dag knokler for at levere de højeste standarder inden for el/vvs-installation.

Det har fra start været vores ambition, at Møller & Buchreitz skal være et fedt sted at arbejde, hvor vi har det godt med hinanden, og hvor fællesskabet skal spille en afgørende rolle. Det tænker vi meget på i dagligdagen, fordi det i vores øjne smitter af på arbejdsglæden og skaber et mere velfungerende team.

Bag den store udvikling ligger hårdt arbejde, strategisk tænkning og - ikke mindst - et fantastisk hold af medarbejdere, som hver og én er med til at forme vores kultur og succes.

Trivsel og arbejdsglæde er vigtige indsatsområder for både Søren og mig selv. Vi skal ikke vækste for væksten skyld, men fokusere på, at kvalitet og arbejdsmiljø altid er i fokus. Hos Møller & Buchreitz skal alle trives, så vi kan levere den bedst mulige service til vores kunder.

En travl hverdag
Når tingene udvikler sig så hurtigt, som det har gjort i vores tilfælde, er det dog umuligt at kontrollere alt.

Det har vi måtte sande i løbet af foråret, hvor vi blev nødt til at leje en række ekstra folk ind, fordi vores tidsplaner desværre skred en smule. Vi har løbet stærkt og måske også lidt for stærkt.

De fleste af projekterne er efterhånden blevet afleveret, og vi er kommet flot i mål med dem alle på baggrund af hårdt arbejde og god dialog med bygherrerne samt andre gode samarbejdspartnere.

Vores medarbejdere er rykket sammen i bussen og har klaret de udfordringer, vi har mødt. Det har jeg kæmpestor respekt for. Drengene har klemt ballerne sammen og er gået forrest på en måde, som både Søren og jeg er utrolig stolte af.

Vi har siden opstarten haft en klar strategi og forretningsplan, som vi har fuldt uden den store slinger i valsen. Ordrebeholdningen i 2025 ser rigtig god ud, og jeg er ikke i tvivl om, at vores indtjening kommer til at afspejle den store arbejdsindsats, der lægges for dagen.

Jeg glæder mig til at fortælle mere om alle de spændende projekter på et senere tidspunkt. 

Synergieffekter og samarbejde
I efteråret 2023 besluttede Søren og jeg at styrke vores forretning yderligere ved at etablere en VVS-afdeling.

I oktober 2023 ansatte vi Jørgen Olsen som daglig leder af afdelingen og kort efter kom Orla Hansen til som projektleder og Eddi Nielsen som serviceleder. Afdelingen er siden da vokset til 12 dygtige medarbejdere, som i øjeblikket knokler med en række interessante projekter på Sjælland.

Al begyndelse er som bekendt svær, men vi begynder så småt at kunne se nogle af de synergieffekter, der findes ved både at kunne tilbyde el- og vvs-opgaver.

Vi lærer utroligt meget af hinanden på tværs af afdelingerne, og vi har på intet tidspunkt fortrudt vores valg. Jeg er ikke i tvivl om, at der venter en spændende fremtid for vores VVS-afdeling.

Ledelse og udvikling
At skabe en virksomhed fra bunden kræver uendelig tålmodighed og opbakning.

Det gælder både i forhold til medarbejdere, samarbejdspartnere og familie. Søren og jeg bruger rigtig meget tid på at diskutere, hvordan vi skal udvikle os som ejere og ledere, og her finder vi stor inspiration hos vores bestyrelsesformand, Carsten. Han er en uvurderlig støtte for os begge.

Derudover har vi i løbet af det seneste års tid også indset, at en vækstrejse som vores kræver nogle yderligere administrative og menneskelige kompetencer. Derfor ansatte vi tidligere på året Majbrit som HR-medarbejder for både el- og vvs-afdelingen.

Majbrit har hurtigt udviklet sig til en vigtig brik, der holder sammen på tingene og sørger for orden i penalhuset. Majbrit er ikke bange for at sige sin mening, og det har været godt for os drenge på kontoret med lidt girl power. Det sætter vi stor pris.

Sidst men ikke mindst har vi i 2024 sat yderligere fokus på kompetenceudvikling. Det gælder både i forhold til os i ledelsen, men det gælder også for vores dygtige montører og teknikere, som altid skal være på forkant med branchens udvikling.

Nøglen til succes
En af de væsentligste årsager til, at jeg personligt har kunnet bidrage til vores spændende rejse, er selvfølgelig, at der har været tid, plads og opbakning fra hjemmefronten.

Jeg har en fantastisk kone og tre dejlige drenge, som både bakker mig op, når tingene går godt, og når man til tider synes, at intet lykkedes og alt er imod én. Det er jeg utrolig taknemmelig for.

I firmaregi ligger nøglen til succes uden tvivl hos vores medarbejdere. De er grundlaget for vores succes. Derfor fortsætter vi med at investere i hinanden – både som team og individer – og sikrer, at vi hele tiden er rustet til at imødekomme de opgaver, vi skal løse.

Det bliver et af mine klare fokusområder i det kommende år, hvor vi generelt ser ind i en positiv udvikling med mange spædende projekter i støbeskeen. Dem kan du læse mere om i mit næste blogindlæg.

Rigtig god weekend.

/Christian

 

 

< Tilbage